Følelser og værdier på kollisionskurs

Min familie og jeg havde her i sommers en meget sørgelig oplevelse. Nogle unge mennesker på krybskyttejagt, skød vores 9 måneder gamle hankat. Det var en grum oplevelse, at miste et meget skattet og kærligt familiemedlem (sådan har vi det med vores dyr – kat eller ej). Samtidig var det en vigtig oplevelse, der igen bevidstgjorde mig om, at det at efterleve sine værdier er essentielt.

Lidt fakta: En fredag i begyndelsen af juni 2014 hen ad kl 21.00 sad min datter og jeg og hyggede os i stuen. Vores to katte løb ud og ind for det regnede lidt – så kunne de lige varme sig ved brændeovnen inden de igen løb ud – særligt Vilbur vores unge hankat, nød det frie katteliv.

Vilbur og Berta sover sammen
Vilbur og Berta sover arm i arm.

Vi bor i en skov og er vandt til at der jages. Men pludselig hører vi 2 riffelskud (senere på aftenen 3 skud mere) – aldrig har vi hørt dem så tæt på huset før og både min datter og jeg fik det grimme sug i maven – hvor er Vilbur? Efter kalden og søgen den halve nat og lørdag morgen – fandt vi ham skudt på engen nedenfor huset.

Vi hører fra en genbo, at to unge mænd fra vejen skød efter fasaner og sprang over grøft og over det kreaturhegnet der omkredser engen, for at hente det de skød. Altså den bil vi havde iagttaget holdende tæt på vores hus, var den der var blevet anvendt til at skyde fra.

Heldigvis var Vilbur blevet skudt lige gennem hjertet og har ikke lidt. En stort trøst, at de trods den fuldstændige meningsløse handling, har vidst hvordan de skulle skyde uden dyrene lider.

Ja, meningsløs siger jeg. Det ved jeg jo i virkeligheden ikke. Måske har de haft andet end sjov ud af at skyde Vilbur. Måske troede de han var en vildkat og har den holdning, det er synd for dem? Hvad der har motiveret dem til handlingen, ved vi jo ikke – vi kan kun gisne eller spørge dem.

Kollisionskurs: Da jeg fandt ham, blev jeg så ked af det, at jeg et øjeblik følte jeg gik helt i stykker. Så blev jeg så vred – harmdirrende – at jeg svor de drenge skulle ’fanges, pines og plages til de forstod, hvad de havde gjort – hvor meget fortræd de har gjort os”.

De tog jo ikke bare et liv – hvilket i sig selv er frastødende, når det er uden grund – de tog jo vores kærlige og livsglade kat fra os. De krænkede vores private rum af tryghed og glæde.

Jeg var så rasende, at jeg følte had og hævnfølelse i hver en celle i min krop… Den angst jeg havde følt indtil jeg fandt Vilbur på engen, eksploderede i mig til rent raseri.

Jeg ved ikke om der gik sekunder eller minutter, så kom tanken (en fuldstændig klar og ren erkendelse): ”Det jo derfor vi har krig og ufred”. Kender du når en tanke giver genklang i hele din krop? Sådan var denne tanke/erkendelse.

Hvis jeg lod mig drive af mine følelser af raseri, fordømmelse, behov for hævn og straf – af min sorg over dette totalt meningsløse drab, så ville det jo være lige så meningsløst, som de unge menneskers handlinger.

Vores tab af Vilbur må vi klare sammen i familien. Vores sorg bliver jo ikke mindre af at pine og plage dem der har gjort os ondt. Vi får ikke Vilbur tilbage ved at straffe og/eller tage hævn.

Vi vil ikke via straf eller selvtægt skabe forståelse, hos de unge mennesker der skød, for vores tab og vores budskab om, at det at slå ihjel er forkert.

Mine værdier og overbevisninger siger bla.:

Vold avler vold
Fordomme avler fordomme
Hævn avler hævn
Kærlighed avler kærlighed
Tilgivelse avler tilgivelse
OG vi har alle ansvar, i enhver situation, for at lytte til vores hjerte/essens og handle derefter.

Som konfliktmægler, underviser og coach taler jeg dagligt om, at vi er alle altid mere og andet end det vi gør.

Altså disse unge drenge er mere end den handling de gjorde, da de skød Vilbur – ved at gå med min vrede, vil jeg blot bidrage til yderligere vrede/vold/uforsonlighed.

Så jeg har siden oplevelsen, måtte bruge min rationelle viden om, at vi alle er mere end vores handlinger – de unge drenge er sønner, kærester, unge mænd med en livsdrøm…

For at være tro over for mig selv og mine værdier har jeg, i stedet for at opsøge de unge mennesker og true/straffe og indblande politi mm – valgt at holde fokus på:

Jeg tilgiver mig selv for mine tanker og følelser af had og hævn.

Jeg tilgiver de unge drenge for deres handlinger.

Jeg sender kærlighed og ønsker og håb om, at hvert enkelt menneske på jorden vil kunne slippe had, vrede, irritation og lignende følelser – og søge mod andre løsninger end udleve disse følelser. Og jeg sender ønsker om, at vi alle støtter hinanden, når vi kommer på afveje i vores tanker og handlinger.

Det vil forandre vores verden.

Det lyder for nogle af jer måske en anelse højtragende og lilla bleagtigt…

Vilbur ’var jo bare en kat’ – ja, men han var en udsædvanlig kærlig kat med opmærksomhed og livsglæde i metermål – i hans ånd ønsker jeg, at jer der læser dette, vil mærke mit budskab om, at slippe vrede og fordømmelse, se andre som de også er, søge andre løsninger – og ikke mindst støtte de mennesker, der ikke formår det mod, at kunne dette…

Tænk hvis vi alle hver dag ’gav slip’ på irritation, vrede, og tænken dårligt om andre – hvilken verden ville vi ikke kunne skabe…

Jeg ved, at ved at ’give slip’ på mine forurettede, fordomsfulde, deterministiske følelser, så kan jeg efterleve mine indre værdier og jeg er gladere, mere tillidsfuld og langt mere rummende og optimistisk ift. mig selv og mine medmennekser både dem tæt på i min hverdag og dem længere væk…

Af hjertet tak for du læste til ende – let go,
Nina

Nina Presskorn-Thygesen

SiSensus

Jeg kaldte i tidernes morgen min virksomhed SiSensus:
Si for ja - og Sensus for sans, føle og betydning (latin).

Jeg arbejder netop i rummet af: JA til livets muligheder,
sansning og intuition,
samt forståelsen af den betydning, vi tillægger det oplevede.

Kontaktinformation

SiSensus (CVR.nr 29553394)

v / Nina Presskorn-Thygesen

Tlf .: 24 49 23 01

E-mail: nina@sisensus.dk